Vi holder påskeferie fra 14. april til og med 21. april 2025.

 

Tirsdag den 29. april afløser Gry på begge motionshold i cafeteriet 🙂

Velkommen til Blovstrød Idrætsforening Gymnastik afdeling.

Sæson start fra 1. september 2024 til 30. april 2025.

Ferie: Følger Blovstrødskolens, dog må enkelte aflysninger derudover imødeses.

Efterårsferie - skolen lukket uge 42.

Sidst gang før jul lørdag den 14. december 2024.

Første gang efter jul lørdag 4. januar 2025.

Blovstrødskole feriekalender

Ferieplan for skoleåret 2024/2025
Alle datoer er skolefridage

Efterårsferie 12.10.2024 - 20.10.2024

Juleferie 21.12.2024 - 01.01.2025

Vinterferie 08.02.2025 - 16.02.2025

Påskeferie 12.04.2025 - 21.04.2025

 

Nyheder

Er du vores nye børnegymnastikinstruktør?

Er du vores nye børnegymnastikinstruktør?
Blovstrød Gymnastikforening søger en engageret og faglig dygtig instruktør til to af vores familiegymnastikhold. Har du tidligere erfaring med børneidræt eller anden relevant erfaring som fx pædagog, gymnastiklærer eller arbejde med børn? Så er du måske den, vi leder efter!
 
Om stillingen:
Vi tilbyder en timelønnet stilling som børnegymnastikinstruktør fra september 2025 til april 2026. Du vil undervise to lektioner om ugen onsdag eftermiddag, med første undervisningsgang 3. september 2025. De to hold vil være børn i alderen 2-5 år, som deltager sammen med en forælder eller anden voksen.
 
Som en del af Blovstrød Gymnastikforening får du mulighed for at arbejde tæt sammen med 6 andre dedikerede instruktører og en frivillig bestyrelse, som du vil kunne sparre med. Sammen skaber vi et stærkt fællesskab, der har fokus på både faglig udvikling og et positivt arbejdsmiljø.
 
Dine arbejdsopgaver:
• Du vil lede familiegymnastik for børn og deres voksne. Her er formålet ikke at forme barnet, men at skabe rum for, at barnet kan udforske sin egen motorik gennem leg og bevægelse.
• Du vil støtte børns udvikling af både fysisk og mental styrke, samtidig med at du introducerer dem til forskellige forberedende motoriske færdigheder som kolbøtter, vejrmøller, spring og salsabevægelser.
• Du planlægger og tilrettelægger undervisningen både for den enkelte lektion og for hele sæsonen.
 
Vi leder efter dig, der:
• Er selvstændig, struktureret og har ansvarsfølelse i undervisningen.
• Har et stort engagement og brænder for at arbejde med børn.
• Er fagligt velfunderet og kan bidrage med dine egne perspektiver og idéer.
• Ønsker at være en del af et arbejdsfællesskab, hvor samarbejde og et godt arbejdsmiljø er i højsædet.
 
Om Blovstrød Gymnastikforening:
Blovstrød Gymnastikforening er en mellemstor og mangfoldig idrætsforening, som ligger i Blovstrødhallen, Sortemosevej 20, Allerød Kommune. Vi består af en gruppe professionelle instruktører og frivillige, der sammen arbejder for at skabe et fællesskab for både børn og voksne. Vores fælles værdier bygger på glæde, sjov og samarbejde – og vi tror på, at vi skaber de bedste resultater sammen.
Vi arbejder ud fra tre grundprincipper:
• Det skal være sjovt – også for den enkelte.
• Vi gør det i fællesskab.
• Vi gør det til gavn og glæde for alle i byen.
 
Løn og ansættelsesvilkår:
• Timelønnet stilling med to timers undervisning om ugen (onsdage fra 16:00-18:00).
• Ansættelsesperiode fra 3. september 2025 til 30. april 2026.
• Løn forhandles efter anciennitet.
• Gymnastiksæsonen følger Blovstrød Skoles feriekalender.
• Enkelte aflysninger imødeses
 
Vil du vide mere?
Er du nysgerrig på jobbet eller foreningen? Du er altid velkommen til at besøge os på www.bifgymna.dk eller kontakte Helle Petersen på 23713281 (efter kl. 17:00) eller Dorte Bagger på 24244916 (efter kl. 17:00).
 
Hvis du gerne vil se en undervisning i aktion, kan du – gerne efter aftale - komme forbi Blovstrødhallen på følgende tidspunkter:
• Onsdag 9., 23. eller 30. april mellem kl. 16.15-17.45 (hvor idrætslærer & socialpædagog Jane underviser).
• Alternativt torsdag 10. eller 24. april kl. 16.15-17.45 (hvor psykomotoriskterapeut Gry underviser).
 
Ansøgning og samtale:
Du kan sende din ansøgning til info@bifgymna.dk.
Samtaler afholdes løbende.
 
Vi glæder os til at høre fra dig!

Til orientering er bestyrelsesarbejdet frivilligt og ulønnet arbejde 

Bestyrelsesarbejdet i BIF gymnastik afd. er frivilligt, og alle bestyrelsesmedlemmerne har fuldtidsarbejde.

Vi beder derfor om jeres tålmodighed, og hvor samtlige forespørgsler ønskes via mail: info@bifgymna.dk - Vi vil vende retur, når det er muligt- Tak.

Ved akutte situationer, kan bestyrelsen træffes fra 1. august til 30 april på telefonen.

Blovstrødskole vil være under ombygning til og med 2026

Blovstrød skole skal udvides og vil være under ombygning til og med 2026. 

Gymnastiksalen G2 vil blive inddraget til midlertidige klasselokaler, hvor gymnastikforeningen har fået tilbudt nye lokationer af Allerød Kommune.

De nye lokationer er primær Blovstrødhallen 1. sal (cafeteria), mere kommer yogaundervisningen til at finde sted i Klub Blovstrød, klatretræet, Græsmarken 4.

Mandag og lørdag gymnastikhold rykker i Blovstrødhallen 1. sal

Om mandagen og lørdagen vil Instruktør Hanne Winther guide gymnastik som henvender sig til voksne med fokus på at forbedre fleksibilitet, styrke og balance gennem øvelser med lav effekt. Deltagerne engagerer sig i en række aktiviteter, herunder strækkerutiner, balanceøvelser og styrketræning ved hjælp af kropsvægt.

Gymnastik holdene er rykket til Blovstrødhallens 1. sal (cefeteria).

Mandag og onsdag yogahold rykker i Klub Blovstrød, klatretræet.

Så er vi kommet i gang med den nye sæson- på ny lokation Klub Blovstrød, Klatretræet, Græsmarken 4.

GENERELT INFO:

Som I sikkert allerede er bevidste om, så er tiderne i denne sæson rykket en lille smule, da børnene og personlet i Klub Blovstrød har adgang til lokalerne til og med kl. 17.10.

Vi må derfor først gå ind i salen kl. 17.10.  Hvis I møder ind tidligere, har gymnastikforeningen fået besked på at informerer alle BIF medlemmerne om at vente ude på p-pladsen.

Ingen må gå ind i salen før instruktøren er ankommet, da alarmen må frakobles

Yogaundervisning, en fusion af yoga og afspænding- Vi følger ikke en bestemt yoga tradition, men tager udgangspunkt i den enkelte der møder op til undervisningen. 

Fokus vil være gennemgang af hele kroppen, da spændinger kan opstå og måske hænge sammen med gamle skader, fjerne kroge af kroppen, som man overser i hverdagen.

Ny instruktør Susan Ring Hansen til tirsdags holdene i Blovstrødhallen 1. sal

Susan Ring Hansen er vores nye gymnastikinstruktør, som man kan møde om tirsdagen- i Blovstrødhallen 1. sal.

Gymnastiktimerne henvender sig til ældre, voksne og andre, der ønsker at opretholde en aktiv og sund livsstil. 

Fokus vil være at forbedre og vedligeholde kroppens fleksibilitet, styrke og balance. Øvelserne vil inkludere balance- og styrketræning, som benytter kropsvægt, samt strækkerutiner.

Gymnastik holdene er rykket til Blovstrødhallens 1. sal (cefeteria).

 

Onsdags familiegymnastik rykker i Blovstrødhallen 2- 5 år med Jane Nowak

Med familiegymnastik styrker du dit bånd til barnet og møder andre aktive familier. Her er fokus på leg, bevægelse og sanser, at I har det sjovt sammen, mens vi bevæger os. Desuden får børnene glæden ved at bevæge sig og bruge deres krop.

Vil du have gode oplevelser i familien, så meld dig til familie gymnastik. Mest for børn mellem 2- 5 år ledsaget af deres forældre, bedsteforældre eller andre der har lyst

Torsdags familiegymnastik i Blovstrødhallen 2- 5 år med Gry Paltorp

Tumlehold for børn ledsaget af en voksen- hvor opgaven er ikke at forme barnet, men at tillade det at åbenbare sig.

Familie gymnastikken vil støtte barnet i den vigtige proces at lære kroppen at kende, blive fortrolig med den, samtidig med at hjernens grundlæggende nervebaner og kredsløb styrkes.

Torsdags gymnastik, dans og tons for 0- 2. klasse med Jane Albertsen - rykker i Blovstrødhallen på 1. sal

Vi træner hele kroppen med spring og gymnastik samt dans, hvor altsammen leges ind i børnene. 

Alle niveauer bliver berørt, lige fra kolbøtter, vejrmøller, diskodans og salsa-trin, og det enkelte barn vil derigennem finpudse egen motorik.

Barnet kan med fordel været iført ganske almindeligt træningstøj, som barnet har det godt i, og indendørssko samt drikkedunk.

Zumba®️ & vild med dans med Jane Albertsen - rykker i Blovstrødhallen på 1. sal

Er du vild med dans og Zumba og synes bare at bevægelse og musik er lige dig, så kom med på holdet. Vi danser salsa, merengue, reagatton og måske lidt vals og afrikansk og flere stilarter. Der er ikke grænser for dansen. 

Du behøver ikke at havde danset før. Alle kan være med.